Hej Anke
Jeg vil gerne have et godt råd til at tænke mindre på den kæreste jeg havde i ca. 5 måneder…
Eller rettere et råd i ft. det issue at have haft en kæreste og fundet et match, som jeg følte skulle være “det”.
At det vat et godt match var ud fra den måde vi mødte hinanden på.
Og udfra den måde hvordan vi havde det sammen og følte for hinanden på.
Men så…
Men desværre fortsatte det ikke.
Lige pludselig, var han ikke var klar alligevel til et forhold, og vi boede langt fra hinanden.
Jeg ser ham stadig på job, men har heldigvis fået nyt arbejde fra 1. april og kommer væk fra stedet, hvor vi mødtes og har været sammen.
Desværre har jeg ikke fået snakket ordentlig med ham efterfølgende, fordi han ignorerede besked om at mødes på et tidspunkt kort for at snakke sammen.
Først havde han ellers sagt ja til at han godt ville snakke.
Jeg havde brug for at snakke med ham, da det sluttede så pludseligt, og fordi vi kun snakkede i telefon dengang, han sluttede det.
Som det er i dag…
Nu i dag ignorerer han mig ved ikke at skrive el tage tlf., som han plejede.
Jeg er træt af, at vi ikke snakker sammen den dag i dag, og det føles som om, at det hele har været en fantasi og drøm,
Hvordan kommer jeg over et brud som det her?
Venlig hilsen Rikke
Kære Rikke
Hvordan kommer jeg over et brud?
Spørger du om Rikke og det vil jeg rigtig gerne komme med mit bud på.
Og det vil jeg fordi det virkelig ligger mig på sinde, at hjælpe dig videre i livet og i kærligheden.
Og jeg ved at det er muligt – så fat mod.
Bruddet
Du fortæller at jeres forhold for dig føltes så rigtigt og godt.
At du havde en oplevelse af, at I var et super godt match.
Og du mærkede det gode match både følelsesmæssigt og helt konkret i måden I var sammen på – altså når I sås.
Så jeg kan rigtig godt forstå, at bruddet kom bag på dig.
Jeg tænker, at bruddet for dig kom som lynet fra en klar himmel.
Av – det gør ondt.
Brug for en forklaring
At du derfor har brug for at snakke med din ekskæreste og høre hans grunde til at bryde forholdet – giver god mening.
Og at du i en snak med ham ønsker, at få en forklaring på den bratte beslutning han tog.
Så bruddet på en eller anden måde giver mening for dig.
En mening som kan hjælpe dig til at finde ro i sindet.
Og en mening som kan hjælpe dig videre.
Du har forgæves forsøgt, at komme i snak med ham.
Men det lyder til at din ekskæreste simpelthen ikke kan have den snak med dig nu.
Måske han ikke engang selv kender svarene…
Uanset grunden – så kan og/eller vil han ikke hjælpe dig.
Tanker der kører i ring
Hvis vi oplever meningsløse hændelser i livet, som bruddet for dig, ja så forsøger vores hjerner selv at skabe mening.
Det er hjernen på en måde designet til at gøre.
Og den kan derfor komme til at lave en slags tankespin, for på den måde at finde en logisk forklaring – skabe mening.
Når det sker, kan vi opleve at vores tanker ligesom kører i ring.
Hvad vi får af tanker er afhængige af, hvem vi er.
Nogle af os kan i de situationer komme til at tænke, at han brød med os, fordi vi ikke var gode nok, kloge nok, smukke nok(fortsæt selv…)
eller
andre igen kan inde i hovedet genspille scener fra tiden med ekskæresten, og lede efter små varsler om bruddet.
Var der mon noget vi overså….
Uanset så husk at det kun er tanker – det er ikke sandheder.
Tankespinet hjælper os på ingen måder videre i vores liv – eller videre i kærligheden.
Tanker binder energi
For alle de tanker og grublerier om hvis, hvorfor og hvornår – ja de binder vores energi.
Vores livs energi – og de efterlader os med triste eller vrede følelser.
Og tankerne giver os på ingen måde svaret på spørgsmålet om, hvorfor han brød med os.
For vi ved det jo netop ikke, og vi kan ikke tænke os til det.
Og det er frustrerende som ind i h…..
For uvished er ikke det nemmeste at leve med.
Men vi kan øve os på det.
Tag vare på dig selv
Det vi i stedet kan gøre er at tage vare på os selv.
Være overbærende og gode ved os selv.
I dit tilfælde Rikke, at du kærligt accepter din situation – at det er en rigtig svær tid for dig lige nu.
Du er blevet forladt og du forstår ikke hvorfor…
Det gør ondt og det tager tid at komme sig.
Husk at det du har mærket – er sandt for dig.
Dine følelser var kærlighed og forholdet føltes rigtigt for dig.
Det var ikke hverken en fantasi eller en drøm.
At han ikke kan gengælde det – handler om ham og ikke om dig.
En øvelse
Det er så opslidende, at gå med en masse spørgsmål som hverken kan blive stillet eller besvaret.
Så frustrerende at brænde inde med følelser og tanker, som ikke kan siges til rette vedkommende .
Og du kan ikke hverken spørge eller få svar, da din ekskæreste ikke vil i dialog med dig.
Så du må altså gøre noget andet.
Jeg har derfor en øvelse til dig, som jeg kan anbefale dig at lave.
Den er yderst hjælpsom.
Øvelsen går ud på, at alt det som fylder i dig af tanker, følelser og spørgsmål i forhold til bruddet , det skriver du i et brev til din ekskæreste.
OG VIGTIGT
Det er et brev, som du ikke sender til ham.
Nej du skriver derimod brevet for selv at få luft.
Og for at du kommer af med, og får afstand til alt det, som fylder i dig omkring bruddet.
Tillid dig at skrive ALT hvad der falder dig ind.
Og glem alt om stavekontrol, kommaer og så videre.
Det er processen med at få alt det, som larmer indeni dig ud på et stykke papir eller tre – der hjælper dig.
På den måde får du sagt farvel, så du kan slippe ham, slippe drømmen om jer to sammen – og komme videre i dit liv.
Lav en markering
Når du har skrevet brevet færdigt, så vælg dig en måde at tage afsked med det på.
En markering at nu slutter det.
Spørg dig selv om brevet skal rives i småstykker og kastes ud over havet, måske skal du lave et lille bål, hvor du brænder det.
Eller måske noget helt tredje.
Beslut dig for en måde, som du vil markere afslutningen på – og gør det.
God fornøjelse.
Til allersidst
Til allersidst så vil jeg ønske dig alt det bedste på din videre vej i kærligheden.
Kærlig hilsen Anke