Florence Nightingale stop dig selv, udbrød min veninde.
Og ordene var i den grad henvendt til mig. For hendes tålmodighed i forhold til mit kærlighedsliv var ved at være opbrugt.
Og hendes grænse for, hvad hun synes, at jeg skulle stille op til på den front, var for længst nået.
Og det kan jeg faktisk rigtig godt forstå. For hun holdt jo af mig, og hun så at jeg var igen var havnet i en kæresterelation, som var skidt for mig.
Singlelivet
I de år jeg var jeg var single, ønskede jeg mig rigtig meget et kærligt, ligeværdigt og varigt parforhold. Alligevel endte jeg med kærester, hvor mit ønske ikke var mulig at få opfyldt.
Af flere grunde.
Blandt andet fordi jeg ofte endte med mænd, hvor jeg tog rollen som – og blev en slags Florence Nightingale.
Florence Nightingale
Og ikke at der er noget i vejen med Florence Nightingale overhovedet.
Eller noget i vejen med hendes store indsats under især Krimkrigen, hvor hun som sygeplejer hjalp de sårede soldater.
Nej tværtimod, hatten af for det store stykke hjælpe-arbejde som hun gjorde dengang.
Og hun var faktisk en ret banebrydende kvinde indenfor sygeplejefaget.
Florence Nightingales mission og virke skulle ligesom bare ikke udspille sig i mit kærlighedsliv.
Frelserrollen
I kærlighedsrelationer er der mange af os, mig selv inklusiv som du allerede ved, der falder ind i en frelser eller hjælperolle.
Vi lander i forhold, hvor vi skal hjælpe vores kæreste på den ene eller anden måde.
Måske vi bliver en bank der låner penge til vedkommende, en personlig motivationscoach, en psykolog der snakker om og analyserer ekskonen…
Eller vi bliver en mor nummer to, der er står klar med trøst og rosende ord…
Jo jo der findes mange varianter.
Fastlåste roller
Karikeret ja, men det siger sig selv, at en sådan dynamik i en kærlighedsrelation ikke er sund. Hverken for den der hjælper, eller for den der bliver hjulpet.
For vi får nemlig fastholdt hinanden i nogle roller, som ikke er udviklende hverken for os som personer – eller for vores parforhold i det hele taget.
Og vi får heller ikke det vi hver især længes efter, og har brug for følelsesmæssigt.
Hvorfor sker det for os
Det er ikke noget vi bevidst gør, så at sige. Nej det sker for os, fordi de roller er genkendelige for os.
Måske vi havde samme rolle i vores barndomsfamilie, var et barn der ordnede og sørgede for at familien havde det godt?
Måske vi var vældig domineret af en far eller mor, og ikke fik lært at mærke vores egne behov?
Hvad der er genkendeligt føles trygt, er vores hjerne ligesom kodet til at tro. Og vi kan på en måde blive ført bag lyset af vores hjerne – eller en del af den.
For kognitivt ved vi jo godt, at fordi noget er genkendeligt, ja så er det ikke nødvendigvis trygt.
For eksempel er det jo ikke spor trygt at blive udskældt, overset eller at skulle sørge for omsorgen helt selv.
En klassisk fælde
Alligevel kan vi falde i fælden – at det utrygge giver os en falsk oplevelse af tryghed, bare fordi det er genkendeligt.
Tak for ordene dengang Eva.
For de hjalp mig til at se, at jeg havde taget en rolle på mig og var endt i en kærlighedsdynamik, som jeg ikke ønskede at være i.
Sikke en gave det er at have venindeskaber, hvor vi kærligt og omsorgsfuldt kan sige tingene til hinanden – de vigtige af slagsen.
Veninder med hvem vi kan være hinandens spejl – og støttes i at se os selv klarere.
Kærlig hilsen
Anke