Den blev bare spillet så meget den sang i de år jeg var single.
I radioen, til fester, hos købmanden – alle steder simpelthen.
Eller det var i hvert fald min oplevelse.
Og det til stor irritation for mig hver eneste gang.
”Det er mig der står herude og banker på”
Vel gør du ej Thomas Helmig eller nogen som helst anden mand for den sags skyld. Det er jo bull shit, løgn og latin. Pak sammen.
Og det var præcis det der var mit problem dengang jeg var single, at der ikke stod nogen – læs kæreste- og bankede på min dør. Og det var jo det, jeg blev mindet om, hver gang den blev spillet.
For egentlig er det da en meget sød sang, følsom tekst, god melodi, varm stemme og alt det der.
Men for mig på det tidspunkt var det nemmere at blive irriteret på sangen, end at tage fat på det som det handlede om, nemlig min store frustration over, at kærligheden ikke bare kom til mig – kom til min dør.
For jeg havde slet ikke forestillet mig, at kærligheden ikke bare kom til mig.
Dengang jeg blev single, lige rundet de tredive og alenemor til en skøn lille dreng. Jeg havde, naivt måske, set et andet scenarie for mig.
Et scenarie hvor, jeg bare lige skulle have slikket mine sår og have fået helt ro på vores lille (nu kun to) familie, ja så ville jeg møde manden og få den store kernefamilie igen. Den kernefamilie jeg i årevis så inderligt havde drømt om.
Det skete bare ikke. Faktisk gik der hele otte år førend jeg mødte min nuværende mand Peter.
Og det var en lang, sej, lærerig, sjov, skræmmende og alt muligt andet vej derhen.
Med mange forskelligartede møder med kærligheden undervejs
De mange forskelligartede møder gjorde mig klogere – ikke mindst på mig selv.
Jeg ved ikke om det er sådan for dig?
Men rigtig mange af os kender til, at når der er noget vi ikke lykkes med, så kommer vi til at bebrejde eller give omgivelserne skylden for det.
Det er mændene der er noget galt med, det er samfundet, regeringen… Det er nemmere end selv at tage ansvar for vores del af problematikken.
Hvad jeg opdagede
Jeg vil gerne dele en stor og vigtig opdagelse, jeg gjorde mig i mit singleliv.
I det øjeblik jeg begyndte at tage ansvar for at skabe det liv, som jeg dybest set ønskede mig – med eller uden en mand ved min side, ja så begyndte der virkelig at ske gode ting for mig.
Jeg flyttede på landet og købte mit eget hus. Jeg udfriede en gammel drøm og begyndte at videreuddanne mig.
Og jeg tog på ture og ferier med min dreng – nogle gange kun os to andre gange med andre singleveninder og deres børn.
Og for at blive i metaforernes verden, ja så var jeg stoppet med at vente på, at nogen bankede på min dør.
For skulle der bankes på nogens døre, ja så gjorde jeg det jo bare selv.
