Vælg en side

Hvordan kommer vi videre efter utroskab?

Det spørgsmål får jeg tit som parterapeut. Ofte er det faktisk grunden til, at par henvender sig til mig for at få min hjælp. Og det forstår jeg virkelig godt. For utroskab kan have kolossale omkostninger.

 

Hvis du har oplevet utroskab i dit parforhold, så ved du, at det sætter gang i et hav af komplicerede følelser. Det kan være følelser af vrede, sårethed, raseri, utryghed, skyld og skam for blot at nævne nogle. Disse følelser kan være svære at navigere i, når du står midt i orkanens øje. Derfor har jeg skrevet dette blogindlæg.

 

I blogindlægget her vil jeg fortælle dig om … 

  • kerneproblematikken ved al utroskab; nemlig tillidsbruddet mellem jer. Og hvad det betyder for jeres relation.
  • hvad utroskab egentlig er. 
  • 5 af de grunde, der ligger bag utroskab. 
  • hvordan I kommer videre efter utroskaben sammen, og hvordan I kan reparere jeres forhold bagefter.
  • hvorfor utroskab faktisk i bedste tilfælde kan føre til en ny og god begyndelse i jeres parforhold. Hvis I er villige til at trække i arbejdstøjet.

 

Tillidsbruddet er noget af det mest sårende og komplicerede ved utroskab

Når vi bliver udsat for utroskab, kan det føles som at stå midt i orkanens øje. Følgerne af utroskab er mange – den største, kerneproblematikken kan vi kalde den, er tillidsbruddet. For tilliden til vores partner har for altid lidt et brud. Og tanker som: “Kan jeg overhovedet stole på ham (m/k) mere?” Eller: “Hvordan ved jeg, at han ikke gør det igen? Kommer mit parforhold nogensinde til at føles trygt og sikkert igen?” De tanker sætter sig fast i os mennesker, hvis vi oplever utroskab. Og det kræver en stor indsats at arbejde med så svære og overvældende tanker.

 

Utroskab kan gøre så ubeskriveligt ondt. Utroskab er ikke bare ingenting – det er ikke nogen lille ubetydelig parentes i et parforhold. Utroskab sætter dybe spor i os for evigt.

 

Derfor kan det kan være nødvendigt og hjælpsomt at få professionel hjælp for at komme videre efter utroskab. Enten sammen eller godt hver for sig. Utroskab kan få store konsekvenser for rigtig mange mennesker. Ikke kun for de nærmest involverede: det utro par og deres respektive partnere – men også for eventuelle børn.

 

For nogle gange ender utroskab med brudte familier – med en eller to skilsmisser. En skilsmisse gør ondt på alle involverede parter – både voksne og børn. Derfor er det vigtigt, at vi tager hånd om de følelser og det tillidsbrud, vi oplever efter utroskaben. Kun sådan kan I finde vejen tilbage til hinanden.

 

Hvad er utroskab? 

Lad os først definere, hvad utroskab egentlig er. For hvor går grænsen egentlig? Er det først ved en egentlig affære? Skal det være fysisk? Eller er utroskab også en (sværmerisk) forelskelse i en anden end vores partner?

 

Den belgiske parterapeut og forfatter Esther Perel har en definition på utroskab, som jeg synes, er meget dækkende. Den lyder sådan her:

 

”Utroskab er en hemmelig relation, hvor der er emotionelle forbindelser og en seksuel tiltrækning.”

 

Esther Perels definition er altså forholdsvis bred – den dækker alt fra en seksuel affære, over en følelsesmæssig forbindelse for eksempel intime og fortrolige sms’er til seksuel tiltrækning af en anden person end partneren.

 

Fælles for det hele er, at det foregår hemmeligt. Det foregår bag om ryggen på vores partner. Og hemmeligholdelsen er faktisk noget af det mest skadende ved utroskab – det er noget af det, der gør allermest ondt – fordi den ødelægger den helt grundlæggende tillid, vi har til vores partner. 

 

Derudover kan det også nogle gange påvirke troen på vores egen dømmekraft. For: “Hvorfor så jeg det ikke? Hvordan kunne det gå hen over hoved på mig?” Det kan også gøre ondt, fordi du står og ser tilbage og føler dig så dum og naiv. Jeg ved godt, det kan føles sådan. Men husk på, at du på ingen måde er hverken dum eller naiv, fordi du stolede på den person, du elsker allermest. Sådan bør det være.

 

Tillidsbruddet kan opleves som at få revet tæppet væk under sig – en følelse af, at trygheden forsvinder i løbet af få sekunder. For hvis du ikke kan stole på den, du elsker; den, som står dig allernærmest, hvem kan du så stole på? 

 

En anden vigtig ting at huske på er, at mennesker er forskellige. Det er vores grænser også. Derfor oplever jeg også nogle gange, at parterne ikke er enige om, hvorvidt der egentlig var tale om utroskab. Så mit råd til jer er, at I får talt om, hvor jeres grænser går. Og respekterer hinandens grænser.

 

For i sidste ende handler det, om den forurettedes følelser og den persons oplevelse af det, der er sket. Hvis personen føler sig forrådt og krænket, så står det ikke til diskussion. For følelser kan vi ikke diskutere. Men det betyder ikke, at I ikke kan arbejde med dem for at komme videre. Sammen. Men det starter alt sammen med, at vi lytter til hinanden og respekterer sådan, som den anden person har det.

 

Hvordan kommer vi videre efter utroskab

 

Hvorfor er vi utro?

I det her blogindlæg vil jeg kigge bag om utroskaben for at finde ud af, hvorfor vi er utro.

 

For det er vi, viser statistikkerne.

 

I rapporten bag Projekt Sexus (2017-2018), som er en befolkningsundersøgelse omhandlende danskernes sexliv (med 62.675 adspurgte personer) fremgår det, at 23% af de adspurgte mænd svarede, at de havde været deres nuværende partner utro. Hos de deltagende kvinder var resultatet lavere: 14% svarede ja til, at de havde været deres nuværende partner utro.

 

Der er forskellige grunde til, at vi er utro i vores parforhold. Og de grunde er vigtige at kende til, fordi de kan hjælpe dig til nemmere at forstå, hvad der har drevet din partner (eller dig selv) til utroskab.

 

Den viden og forståelse er faktisk en af måderne at komme videre efter utroskab på. For den svigtede part er det netop den forståelse, der kan give mening til noget, som ellers føles så meningsløst, smertefuldt og ødelæggende: Utroskaben. Ja, det er måske den forståelse, som kan bane vejen for en senere tilgivelse af partneren.

 

For den utro part kan forståelsen af de bagvedliggende grunde hjælpe til at formindske følelser af skyld og skam i forbindelse med utroskaben. Det kan også gøre det nemmere for den utro part at påtage sig ansvaret for handlingen – og derfra kunne sige et ægte undskyld til partneren.

 

Sidst, men ikke mindst kan forståelsen af, hvorfor utroskaben opstod gøre, at vi nemmere kan undgå, at der sker utroskab i vores parforhold (igen).

 

Vi er utro af forskellige grunde. Jeg vil her gennemgå de fem mest almindelige grunde. Fordi det som sagt kan hjælpe dig med at komme videre efter utroskab (uanset om det er dig eller din partner, der har været utro), hvis du forstår årsagen bag.

 

Er utroskaben ved at tage livet af jeres kærlighed? Kontakt mig her, hvis du har brug for et ekstra sæt øjne på din situation. Så finder vi en løsning, der passer til jer.

 

#1 Utroskaben kan være vores vej ud af forholdet

I nogle tilfælde kan utroskaben være et springbræt til at komme ud af et parforhold. Måske har den utro part længe taget tilløb til at afslutte forholdet. En affære bliver vejen ud. Den efterfølgende dårlige samvittighed kan hjælpe til, at han eller hun bryder ud af parforholdet, ganske enkelt for at kunne se sig  selv i øjnene – og bevare selvrespekten.

 

#2 Vi kan være i tvivl, om græsset mon er grønnere på den anden side

Er vi i det rette forhold? Eller går vi måske med overvejelserne om, hvorvidt vi stadig elsker vores partner, eller om vi elsker ham eller hende nok? I de situationer kan utroskab være en måde at sammenligne. Sammenligne vores egne følelser – for: “Hvem af de to føler jeg, er den rette? Hvem elsker jeg mest?” Det er svære spørgsmål at besvare alene – og derfor kan utroskaben være en måde at finde hoved og hale i dine egne følelser.

 

#3 Det kan være, vi savner begær og lyst i hverdagen

Utroskab kan også komme af rent begær eller lyst. Et begær, der spontant opstår og tilfredsstilles. Den form for utroskab sker som regel til fester, for eksempel de klassiske julefrokoster – tit er der alkohol indblandet. Det kan også være lysten til en særlig slags sex, som vi holder hemmelig for vores partner (måske på grund af blufærdighed eller skam). Som vi så udlever med en anden.

 

#4 Vi mangler måske noget fra vores partner

Utroskab kan også handle om, at vi søger forelskelse og bekræftelse. Det kan være, at vi døjer med et lavt selvværd. Et lavt selvværd, der gør, at vi søger forelskelser (den ene afløser måske den anden), fordi vedkommende, der er forelsket i os, giver os intens opmærksomhed og bekræftelse, som for en kort stund booster vores selvværd. Det siger næsten sig selv, at det langt fra er en holdbar løsning.

 

#5 Vi savner og længes måske efter noget i vores forhold

Utroskab kan også være en måde at tackle savn og længsler på. Måske oplever vi vores parforhold som kærlighedsløst. Dødt. Måske føler vi os uelsket eller overset af vores partner. Og så stod han der og var så sød (kollegaen, naboen eller ekskæresten) og fik dig til at føle dig i live og elsket igen.

 

Selvom der er en årsag bag, er utroskab aldrig en holdbar løsning

Det er vigtigt for mig at slå fast. Det gælder alle de fem grunde (eller udfordringer, kan vi også kalde dem). Utroskab er ikke løsningen, fordi det efterlader os, vores parforhold og vores kærlighed kuldsejlet. Prisen for selv en enkeltstående affære eller flirt er alt for høj.

 

Vi må finde andre og mere opbyggelige løsninger på problemerne. Uanset om det handler om lavt selvværd, længsel, savn eller tvivl om vores parforhold (du kan læse mere i blogindlægget “Skal jeg gå fra ham?” her).

 

Jeg har en simpel, men meget effektiv løsning, som jeg gerne vil give dig: 

 

Snak med din partner. Fortæl din partner, hvad der rører sig inde i i dig. Fortæl, hvad du kunne tænke dig var anderledes mellem jer, og snak om, hvordan I sammen får skabt det forhold, som I hver især drømmer om og måske længes efter.

 

Har I svært ved at tale sammen efter utroskaben – om utroskaben? Du er velkommen til at kontakte mig her til en uforpligtende snak om, hvordan jeg kan hjælpe jer godt videre.

 

Med utroskab følger der (desværre) også meget andet 

For utroskab kommer sjældent alene. Nej, for der følger tit meget andet med også – noget, som vi oven i alt det andet også må forholde os til. 

 

Måske har din partner været dig utro med en i jeres omgangskreds – en veninde måske. Så har du oplevet to (dybe) svigt på samme tid. Det kan være, din partner har været dig utro med en, som du er nødt til fortsat at møde og forholde dig til. Det kan for eksempel være en mor til et af de andre børn i jeres barns klasse.

 

Måske har din partners utroskab har ført til en graviditet. Som du ikke har nogen direkte indflydelse på, og som alligevel bliver en del af dit liv. Måske jeres fælles børns liv og hverdag. Det kan være en kæmpe livsomvæltning. 

 

Det kan også påvirke dig, hvis din partner er blevet smittet med en kønssygdom, som du så også har fået og må søge hjælp for hos egen læge. Det kan føles voldsomt grænseoverskridende og skamfuldt. Selvom du intet har gjort forkert.

 

Dit selvbillede kan blive rystet i sin grundvold. Det kan være du tænker: “Hvordan kan det ske for mig? Hvorfor så jeg det ikke? Er mit liv bygget på en løgn? Er jeg sådan én, der bliver svigtet og ført bag lyset?”

 

Det kan også være, du var den, der var utro og ikke ved, hvordan du genopretter tilliden til din partner her på den anden side. For utrygheden tager bolig i os efter utroskaben. Det er sjældent, at arrene efter utroskab heler op af sig selv. Kuren er næppe at skubbe det ind under gulvtæppet eller tie det ihjel. Problemer i parforholdet går ikke væk af sig selv. Det kræver hårdt arbejde.

 

Det kan godt lade sig gøre at komme videre – men det kræver det helt rette mindset

I kan komme videre efter utroskab, men det kræver, at I begge er indstillede på at reparere tillidsbruddet imellem jer. Måske kræver det også hjælp til parforholdet. Og det kræver, at I begge to beslutter jer for aktivt og sammen at arbejde på, at det ikke sker igen.

 

Hvis I allerede nu ved, at det er svært for jer at snakke om utroskaben på en ikke anklagende, spydig eller afvisende måde, så kan I med fordel få hjælp af en parterapeut.

 

For I er nødt til at snakke om utroskaben (på en konstruktiv måde vel at mærke). Fra parterapi-forskningen ved vi nemlig, at det netop er, når vi deler og har snakke i tæt kontakt med vores partner, at vi kan opløse noget af den utryghed, som har plantet sig i kølvandet på utroskaben.

 

Det er også først, når du i en tryg kontakt og i et safe rum mærker din partners anger og sorg over at have såret og svigtet dig, at du tør begynde at åbne dig op for ham og kærligheden igen – et lille skridt ad gangen.

 

Det tager tid at genoprette tilliden til din partner og få trygheden tilbage efter utroskab. Det er du nødt til at være indstillet på. For utroskab forandrer parforholdet for altid. Parforholdet bliver ganske enkelt ikke som før. De gode gamle dage kan I aldrig 100% finde tilbage til. Det kan godt være svært at erkende, men det er desværre virkeligheden.

 

Hvordan kommer vi videre efter utroskab

 

Og måske var de gode gamle dage ikke kun gode?

Når jeg hjælper mine par videre efter utroskab, så kigger vi derfor også på de udfordringer, der var i parforholdet, før utroskaben fandt sted. For det er sjældent, at utroskab kommer som et lyn fra en klar himmel. Det sker selvfølgelig, men ofte trækker det tråde langt tilbage i forholdet.

 

De udfordringer er I nødt til at få frem i lyset. Måske skal I finde nogle løsninger på udfordringerne, så de ikke fylder negativt mellem jer mere.

 

Utroskaben kan føre til en ny og god begyndelse

Utroskab kan godt føre til et stærkere og mere kærligt parforhold. Det behøver ikke være forbi. Det kan give jer et parforhold, hvor I mere frit kan udtrykke og dele jeres drømme, følelser og længsler med hinanden. Men det kræver, at I er villige til at trække i arbejdstøjet, reflektere over og tale om, hvad der ligger bag utroskaben – og hvad I hver især har af drømme for fremtiden for jeres parforhold. Men hvis I formår det, vil I også stå endnu stærkere på den anden side. 

 

Har du svært ved at se en vej frem efter utroskaben? Så er du mere end velkommen til at kontakte mig her, så vi kan tage en snak om, hvad det er, du har brug for hjælp til.